Forleden mødte jeg en gammel bekendt for første gang i mange år, og han havde bemærket, at jeg havde bekendt politisk kulør. Liberal Alliance.
”Åh Chelle, er det nu bare, fordi du vil køre i en stor bil og betale mindre i skat?”, sagde han og sluttede med et skævt smil sin kommentar af med: “I liberalister er sgu nogle egoister”.
Og det fik mig til at tænke; er liberalister egoister?
I øjeblikket raser top-topskattedebatten. Venstre taler om at sluge skovsnegle, og venstrefløjen støtter selvfølgelig op om forslaget med den gamle røde kampsang om egoisme og manglende ansvar for fællesskabet, hvis man er imod skattestigningen.
Det undrer mig dog i et land med et af verdens højeste og mest komplicerede skattesystemer, at der stadigvæk er et behov for at kræve og komplicere endnu mere.
Statskassen indkasserer 1300 milliarder kroner om året i skatter og afgifter.
Nikolai Vammen har lige opjusteret det økonomiske råderum frem mod 2030 til ca. 70 milliarder kroner.
Den danske stat havde i 2022 et overskud på 93 milliarder kroner, hvilket er det største blandt de 27 EU-lande.
Med andre ord staten har mere end rigeligt af vores penge. Samtidig falder kernevelfærden i niveau år efter år.
Top-topskatten lyder derfor mere som endnu en misundelsesskat, der hånende griner af de skuldre, der allerede bærer mest…
…så hvem er det virkeligheden, der er de største egoister? Os liberalister, der mener, at vi som borger skal have lov til at beholde og bruge vores egne penge, eller er det venstrefløjen, der har travlt med at gøre krav på andres penge?
