Forestil dig, at du er på vej til et jobinterview. Du har forberedt dig, er kvalificeret og føler dig klar. Efter en vellykket samtale får du den besked, du havde håbet på. Jobbet er dit, men det skyldes ikke, at du er den bedst egnede kandidat, men fordi virksomheden skal opfylde en politisk bestemt kønskvote.
I øjeblikket fylder ligestillingsdebatten. Kvinderne mangler på direktionsgangene og i bestyrelseslokalerne, mens mændene ofte er fraværende under barslen og i omsorgs- og plejesektoren.
De nyeste tendenser peger i retning af kvoter som løsningen på ligestillingen mellem kønnene – specielt i erhvervslivet. Til trods for jeg deler visionen om at se flere kvinder i toppen af det danske erhvervsliv, synes jeg, at det er vigtigt at tage et skridt tilbage og overveje, om kvoter virkelig er det rette middel til at opnå dette. I min verden fremmer særrettigheder såsom kønskvoter ikke kønnenes ligestilling, men i stedet undergraver de den reelle ligestillingsdebat.
Kønskvoter er nemlig med til at fodre fortællingen om, at kvinderne mangler kompetencer, og vi hverken kan eller formår at gøre det samme som mændene. Hvis vi skal værne om vores ligestilling og ligeværd, så er det et stort selvmål at kæmpe for kvoter, for vi må holde fast i, at vi som kvinder skal vælges til, fordi vi er dygtige og ikke, fordi kønskvoter for nogen sender de rette kønspolitiske signaler.
En nylig rapport fra Diligent Institute har sat spørgsmålstegn ved, om ekstra kvindelige bestyrelsesmedlemmer ville kunne agere og påtage sig lederskab i bestyrelseslokalerne, eller om resten af bestyrelsen blot ville se det kvindelige kvotefyld som et produkt af social ingeniørkunst, da en tendens har vist, at kvinder valgt grundet kvotekrav ikke fik samme mulighed for at påtage sig vigtige poster som udvalgs- og bestyrelsesformand i samme omfang som de fritvalgte medlemmer.
Det er netop derfor, at kvoter ender med at devaluere værdien af det at være kvinde i erhvervslivets top, for pludselig skal vi til at forsvare, at vi er i vores position qua vores evner og kompetencer og ikke via en foræret kvote-forlomme. Samtidig synes jeg, at det er enormt uværdigt, hvis jeg skulle vælges ud fra andre parametre end mine kompetencer og dermed blive behandlet som et middel mod et mål.
Ja, vi kan jo prøve at anvende kvotepræmissen på en anden ulighedsfaktor i erhvervslivet. Undersøgelser viser nemlig også, at mænd i CEO-stillinger i gennemsnittet er 5 cm højere end den gennemsnitlige mand. Skal vi så også lave højdekvoter for at inkludere de lavere mænd i toppen af erhvervslivet? Det lyder helt skørt, ikke? Derfor bliver det et stort NEJ TAK til alle former for kvoter herfra!
