På årets Folkemøde havde jeg sat mig for at blive klogere på særligt to områder – ligestilling og familiepolitik. Det var jeg glad for, at jeg gjorde.

Ligestillingsdebatten har traditionelt fokuseret meget på kvinders udfordringer – og med god grund – men der er også en bagside, når det kommer til mænd.

Tallene taler deres eget tydelige sprog. Vidste du for eksempel, at 25% af mændene – svarende til 590.000 danske mænd – befinder sig i samfundets laveste indkomstgruppe? De har kortest uddannelse, færrest nære relationer og lever ofte alene. Deres dødelighed er højere, og de går generelt 47% mindre til lægen end kvinder. Det er et kæmpe problem, der ikke kun handler om sundhed, men også om ensomhed og social ulighed.

Troels Karup fra Rockwool Fonden satte ord på det: “Det kræver overskud at være sund.” Og det overskud har mange mænd simpelthen ikke, fordi de ofte først søger hjælp, når det er for sent. Allan Madsen fra PensionDanmark pegede også på, at mange mænd undlader at opsøge hjælp, selv når de har brug for det. De går ikke til lægen eller psykologen, og mange arbejder i fysisk krævende jobs med tunge løft og slid, hvilket forværrer deres helbred. Denne ulighed, som manifesterer sig i en markant højere dødelighed – 40% højere end kvinder – bliver ofte ignoreret i vores ligestillingsdebat.

Ofte ender ligestillingsdebatten i Danmark med at fokusere på, om elitens kvinder skal have flere bestyrelsesposter, men hvis vi virkelig vil løse ligestillingens udfordringer, må vi gøre op med forestillingen om, at køn (og mennesker generelt) er ens og skal skabe samme resultater. Vi må turde se forskellene i øjnene og tage højde for dem, når vi laver løsninger.