Min liberale glød er med årene kun blevet større.
Det er i virkeligheden en mærkværdi parallel – i takt med at vores samfunds borgerlighed erodere, finder mine egne liberale værdier et endnu dybere fodfæste.

I øjeblikket slår det mig ofte; at i tidens hektiske moral-menings-trafik, er det som om den liberal sjæl mangler, lige dér midt i alt kaosset. I vores konstant stræben efter udvikling, korrekthed og inklusion, synes jeg at vi har glemt vores grundlæggende sandhed: Vi er fundamental liberale væsner.

Frihed og borgerlighed er ikke blot politiske visioner, men dybt menneskelige principper, som er støtten og fundamentet for at vi som individer kan udforske, udtrykke og skabe. Det er de værktøjer der giver os både rum og mulighed for at navigere fremad, og skabe de fremskridt det kræver at se de bedre løsninger.

Så hvorfor står borgerligheden egentligt så afpillet og forladt i dag?
Jeg tror at vi har glemt at borgerlighed handler om, at hvert enkelt menneske fortjener at forme sit eget liv.
Borgerlighedens sande formål ligger skjult under en tung dyne af både skyld- og skammemagt.

Dette er den type af magt, der ikke blot kvæler og forvrider den offentlige diskurs, men som også underminerer selve essensen af den borgerlige frihed. Og når vi lader skammekulturen dominere, så er det at vi riskirer at miste kontakten og gløden i vores liberale værdier, som har skabt fundamentet for vores muligheder.

Er vi virkelig villige til at ofre frihedens nuancer, for at sikre en ensporet offentlig mening?

Lad os huske på at det at være borgerlig, er at være menneskelig.
Lad os huske på at frihed er det højeste ideal, som enhver bør stræbe efter.
Lad os huske på, at det ikke kun er for vores egen skyld, men for hele samfundets sundhed.

Jeg synes at det er på tide at vi ryster skammens jerngreb af os, og genfinder den frihed, der lader os alle danse, drømme og diskutere – som de frie sjæle vi er født til at være.