Efter fire måneder på eventyr i Europa er jeg så småt på vej hjem. Om det er mine skandinaviske rødder eller ren hjemve, ved jeg ikke, men jeg savner både Danmarks kølige briser, den knitrende brændeovn og de magiske vinterdage i København.


Inden for den næste måned krydser jeg de danske grænser igen, og jeg glæder mig – faktisk mere, end jeg troede. Jeg har altid følt mig lidt rodløs, men for første gang kan jeg mærke, hvor mine rødder virkelig er.


De sidste mange uger har været intet mindre end magiske, og selvom jeg stadig bearbejder alle oplevelserne, har det været en skøn blanding af kærlighed, ro og kultur – alt sammen i en herlig, kaotisk pærevælling.

Jeg har også trukket stikket fra både sociale medier og den politiske debat. Det har været tiltrængt, men også udfordrende. Jeg har fokuseret på at være til stede i stedet for altid at gøre og mene noget. Til gengæld har jeg fået skrevet en hel del på et projekt, som jeg snart glæder mig til at dele mere om.
Nu kan jeg mærke energien komme tilbage – lysten til at tage fat igen. Dem, der kender mig, ved, at jeg trives bedst med udvikling og vækst. Derfor ser jeg også frem til at genoptage det politiske arbejde med fokus på både KV25 og det kommende folketingsvalg.


Jeg kommer hjem lettere, både i krop og sind, men med bagagen tung og fuld af nye minder og perspektiver. Mest af alt er jeg taknemmelig for den tid, jeg har haft med mine børn – tid til at skabe minder, der vil bo med os resten af livet