Kære mødre,

Først, tillykke med morsdag igår.
Dernæst, er der noget jeg synes at vi bliver nødt til at snakke om.

Det sidste år har været præget af mange debatter, der har haft særligt moderskabet som centrum. Bestyrelseskvoter, graviditetsbyrder, orgasmekløfter, lønforskelle og mentalload.

Debatten har været heftig, og en lang række kvinder har fået taletid. Næsten i en sådan grad at man kan tro, at det er en kollektiv frustration for alle mødre i landet.

Og netop det vil jeg gerne udfordre i dag.

Jeg har set utallige kvinder på instagram omtale deres graviditeter som byrder, kvinder på instagram kommentar-tråde italesætte hvor uduelige de synes deres mænd er og omtale af data der viser hvor mange ekstra timer de i gennemsnit “arbejder” ulønnet i hjemmet.

Der er flere tanker der står i kø når jeg ser de her tendenser, men jeg må prøve og fatte mig i korthed. Så jeg holder mig i dette opslag til en enkel frustration.

En frustration som jeg har følt mig alene med, og som jeg gerne vil dele for at give nuancer til en ensidig debat.

Det gør mig umådelig trist at se at vi kollektivt kun tilskriver værdi til økonomiske målsætninger. Løn, bestyrelseskvoter, pension. Og at vi er nået til et sted, hvor vi omtaler almindelige huslige opgaver som ubetalt arbejde. Hvornår er fødselsdags indkøb blevet en opgave der skal lønnes og ikke fylde en med glæde?

Familier er små civile samfund, som måske ikke udskriver dig en lønseddel – men som burde give værdi på en helt anden skala.
Det er hele fundamentet i vores eksistens i familie-fællesskabet.

Måske er det min hårde opvækst, der gør mig uforstående.

Men det eneste jeg drømte om som barn, var en familie med fødselsdags-sammenkomster, gavelister og legeaftaler. Alle de der helt almindelig hverdagsting.

Jeg føler derfor heller ikke at jeg har tabt fordi jeg har været ude af arbejdsmarkedet i tre graviditeter, jeg har vundet. Vundet æren, tiden og glæden af at være mor til tre mennesker.

Jeg føler heller ikke det er en byrde, at jeg husker at købe en gave til min svigermor på hendes fødselsdag. Jeg føler mig taknemmelig for at have en (sviger)mor jeg elsker og kan værdsætte på hendes fødselsdag.

Jeg føler mig ej heller bebyrdet når jeg skal koordinere legeaftaler, jeg er glad for at have et hjem der kan skabe rammerne for glædelige børneminder.

Alle de her ting er nemlig ikke alle forundt.

Så måske vi skal til at ændre vores perspektiv?
Glædes over værdi på andre parametre.

Selvfølgelig for vores egen skyld.
Men måske mest for vores børn.


Glædelig mors dag.
Vi gør det godt, også på de hårde dage.